Kostpolitik for Børnehuset Nr. Uttrup
Anne er vores kostfaglig eneansvarlig, som sørger for fuld kost hele dagen til alle børn i Børnehuset Nr. Uttrup. Og hun får hjælp af vores køkkenmedhjælper Michael.
Børnehuset tager udgangspunkt i Fødevarestyrelsens anbefalinger, samt Aalborg Kommunes "Det fælles grundlag for mad og måltider".
Økologi
I Børnehuset Nr. Uttrup, har vi sølvmærket i økologi, hvilket betyder at ca. 90% af maden er økologisk. Vi er meget opmærksom på at undgå madspild og indkøber så vidt muligt ikke fødevarer, der ikke er i sæson.
Børnehusets sukkerpolitik
Vi servere ikke kage, slik, is, saftevand osv.
Som alle politikker gælder her få afvigelser:
- Køkkenet som bruger sukker i maden som smagsforstærker
- Juletiden hvor der serveres pebernødder o.l.
- Sommerfesten og Børnehusets fødselsdag, hvor der serveres kage og saft til børn og forældre
- Ved varme dage kan der serveres små skub is, for at nedkøle og holde væskebalancen.
De enkelte måltider i Børnehuset Nr. Uttrup
Morgenmad: Til morgenmad tilbyder vi havregryn/grød eller havrefras med mælk, som kan toppes med blendede mandler og rosiner.
Formiddagsmad: Her tilbyder vi brød, frugt og grønt, og nogle gange andet som fx yoghurt. Til formiddagsmaden får børnene mælk eller vand at drikke.
Frokost: Her tilbydes et bredt udvalg af forskellige retter og der serveres vand – følg madplanen, som ligger på AULA eller er hængt op inde i Børnehuset. Kan det enkelte barn ikke spise sig mæt i dagens måltid, så har vi altid rugbrød og smør som supplement.
Eftermiddagsmad: Her tilbydes der brød, frugt og grønt, nogle gange andet som fx små pizzastykker eller koldskål. Til eftermiddagsmaden får børnene vand at drikke.